DEN DIGITALE BESLUTNINGSTAGER

AGXTEND er vores platform med højteknologiske løsninger til landbruget, hvor man finder FarmXtend som ikke kun er en vejrstation, men en fuld agronomisk løsning, så landmanden kan basere sine beslutninger på ultra-lokale målinger fra marken.

FarmXtend er siden juni blevet testet af Sønderjysk Landboforening, en uvildig rådgivningsvirksomhed, så det var helt naturligt, at vi tog en snak med Finn Olsen og Melanie Ejsing Jensen, der begge arbejder hos Sønderjysk Landboforening og har speciale indenfor planteavl, om deres oplevelse med løsningen. 

Testen kom i første omgang i stand, fordi Sønderjysk Landboforening så løsningen som et potentielt alternativ til andre aktører i markedet, og derudover ser man en stigende interesse for digitale beslutningsstøtteværktøjer og lokale klimadata blandt landmændene. Her kan FarmXtend give landmanden klimadata såsom nedbør, jordtemperatur, luftfugtighed samt anbefalinger i forhold til potentiel svampesmitte. Det giver mulighed for at sprøjte, når det er nødvendigt og lade vær, når det ikke er nødvendigt.

Resultatet af testen er endnu ikke helt på plads, da testforløbet også skal inkludere et forår, men indtil videre viser FarmXtend-løsningen de samme vejrdata som andre løsninger i markedet. 



Derudover er brugergrænsefladen i app’en god og overskuelig med rød, gul, grøn markering i forhold til varslinger af de forskellige svampetyper, og opsætningen er nem og lige til.

FarmXtend vs. de andre løsninger

Indtil videre har testen ikke vist anbefalinger som er anderledes end andre platformes anbefalinger. Men algoritmerne i FarmXtend er baseret på hollandsk data, og derfor påpeger Finn, at han vil være mere tryg ved en varslingsplatform, hvor algoritmerne er baseret på danske data. Algoritmerne er de formler, som beregner risikoen for f.eks. udvikling af forskellige svampetyper. Da både hollandsk landbrug og vejrforhold er tæt sammenlignelige med danske, er det med god grund, at anbefalingerne fra løsningen ligger tæt op af andre løsningers anbefalinger. 

Under testforløbet er Sønderjysk Landboforening også kommet med flere forbedringsforslag, og her har vi på Blue & You-redaktionen videregivet ønsket om flere integrationsmuligheder med andre systemer, valg af foretrukne vejrtjeneste i app’en samt muligheden for opkobling med andre vejrstationer til vores bagland, så vi på sigt kan tilbyde et attraktivt produkt til markedet.

Så efter vores møde med Sønderjysk Landboforening må vi nok bare erkende, at vi med AgXtend platformen lige er startet på en rejse, men at vi også er godt på vej.

Teststationen hos Sønderjysk Landboforening