EN BLÅ MASKINE DER ER GÅET I FISK

Godt mod nord ude ved Vesterhavet, der hvor fiskekutterne holder til og kommer i havn med deres fangst. Netop der finder du Danmarks eneste økologiske fiskeopdræt af sushifisk.

Solen var ved at stå op i Hanstholm Havn, da Blue & You redaktionen trillede ned ad en rolig lille vej med havet på den venstre side. Her for enden af vejen fandt vi Sashimi Royal, hvor Brian stod til at tage imod os og en blå New Holland maskine allerede var i gang med nogle arbejdsopgaver.

Sashimi Royal er et forsøgsanlæg der blev skabt for fire år siden og er nu blomstret til det punkt, hvor de har for lidt plads. Så den omkringliggende grund er en opstart på en byggegrund og starten på et byggeri, der kommer til at udvide produktionen med 16.000-18.000 kvm, det vil sige omkring 4-5 gange større end den nuværende produktion. Derudover kommer det til at blive en anden type anlæg.

Brian Frost Mikkelsen ved teleskoplæsseren fra New Holland

Fra landbrug til fiskeopdræt

Når man ser en New Holland teleskoplæsser er det typisk i et landbrug, men netop denne teleskoplæsser blev en del af projektet allerede under byggeriet af produktionsanlægget. En maskine der har været med hele vejen også fra den spæde start.

Til projektet havde de brug for en maskine der kunne løfte højt, lave udskud og som kunne køre i et ujævnt terræn grundet bygningens omgivelser. Ydermere skulle det være en maskine der var smidig, lille og nem at komme rundt med på den trænge plads i hallerne. Derfor blev det en teleskoplæsser.


Konklusionen fra Brian, som har taget sig tid til at tale med os, er så enkel: den dækker alle behov.

Teleskoplæsseren bliver brugt i mange timer om dagen og arbejdsopgaverne er mange forskellige. Den læsser biler af og på, bliver brugt som truck og terrængående truck. Alt der skal ind og ud af huset er oppe i 3 meters højde, så der er den praktisk i forhold til dens udskud og at den har støtteben, der kan gøre den mere stabil, hvis det er nødvendigt.

”Den mangler en radio” er det eneste negative som Brian kommer frem til, da vi spurgte ind til plusser og minusser ved maskinen.

Seriola lalandi

Men Hvad er det egentlig det hele handler om hos Sashimi Royal? Det hele omhandler seriola lalandi. Det lyder meget fint, når ting bliver omtalt på latin, men i daglig tale bliver de kaldt Yellowtail Kingfish og er en fisk. En fisk der bruges til sushi.

Fiskene kommer til Sashimi Royal når de er omkring 100 gram og de forlader stedet igen, når de er mellem 3-5 kilo.

Fiskene hos Sashimi Royal svømmer rundt i vand fra Vesterhavet, der bliver suget ind, renset og brugt i anlægget. Når vandet så har været igennem bassinet, bliver det igen renset og derefter sendt tilbage ud i havet og dermed er Sashimi Royal med til at rense havvandet lidt efter lidt. Der bliver ført 1600 kubikmeter havvand ind i bassinerne i døgnet og ligeledes bliver der sendt 1600 kubikmeter renset havvand tilbage ud i havet.

Men fiskene kommer oprindeligt fra lidt varmere breddegrader, så i de danske vintermåneder opvarmer de vandet inden det kommer ind i bassinerne.

Da stedet er under ombygning, er der for tiden ikke lige så mange fisk i bassinerne, som der plejer at være. 70.000 fisk svømmer rundt i de to store bassiner, med i alt 5500 kubikmeter vand, men tallet har været oppe på omkring 200.000 fisk, da opdrættet var på sit højeste.

Når fiskene har de rigtige størrelser, bliver de indfanget, derefter bliver de forarbejdet, lagt på is og distribueret ud i verden. Dem der køber fiskene fra Sashimi Royal er danske sushirestauranter, restauranter i Europa, Mellemøsten og USA.

Så en New Holland teleskoplæsser kan bruges i flere funktioner og brancher end landbrug og entreprenør. Det er værd at overveje, når du står og skal bruge en ny maskine.