MYPLM Connect

MYPLM Connect er en gratis portal til styring af flåde og markdata, i et og samme miljø. Det er udviklet til hurtigt og let at hjælpe vores kunder med f.eks. at registrere udbyttemåling, oprette tildelingskort samt redigere grænser og styrelinjer i marken. Dette er i sig selv en gevinst for landmændene, da de på den måde får mulighed for at lave gradueret tildeling og spare i inputomkostningerne samt synliggøre miljøpåvirkningen i forhold til forbruget af gødning og kemi.

Hos PN Maskiner i Troldkær har man besluttet at stige på toget og hjælpe kunderne godt i gang med brugen af MYPLM Connect, så derfor har de lavet et koncept, hvor kunder der både kører blåt, men også andre farver, kan leje en UTV til opmåling af markgrænserne. 

UTV’en er udstyret med en Intelliview 4-skærm, modem og GPS-antenne, der registrerer grænserne ved kørsel tæt på skellet. Fordelen ved UTV’en er, at du sidder ude i marken og har mulighed for at komme så tæt på skellet som overhoved muligt, samt korrigere i forhold til UTV’ens pejlepen, hvis det er nødvendigt. På den måde kan kunden være sikker på, at optegnelserne af marken bliver så præcise som overhoved muligt, hvilket også hjælpes godt på vej af PN Maskiners kyndige instruktion inden igangsætning. 

Når kunden er færdig med at måle sine marker op, hjælper PN Maskiner herefter med at oprette en brugerprofil på MYPLM Connect, lægge kundens data, i form af opmålingerne, ind på platformen samt vise kunden, hvordan de kan bruge disse data i deres dagligdag. Når det er gjort, er kunden klar til at registrere sine udbytter, så der på sigt er nok data til at lave nogle præcise tildelingskort.

Ydermere kan kundens maskiner også oprettes i MYPLM Connect, og via telematik kan alle vigtige driftsdata om maskinerne registreres på platformen. Hvis kunden giver lov, har forhandleren også mulighed for at følge med på eventuelle fejlkoder fra maskinerne, som kunden ikke nødvendigvis selv har været opmærksom på, og foregribe potentielle nedbrud inden at de opstår og sende en montør ud og kigge på maskinen. 

Men PN Maskiners ambitioner er endnu større, for i takt med at der kommer flere Intelliview 12-skærme ud at køre, er der også mulighed for at koble op på traktorens skærm via Teamviewer og guide piloten gennem traktorens menuer og lave softwareopdateringer. På værkstedet hos PN Maskiner er der derfor ansat en dedikeret flådeteknikker, der overvåger samtlige opkoblede maskiner, diagnosticerer og fejludbedrer, hvis det er muligt, for som værkfører Carsten Johnsen siger ”Jeg er slet ikke i tvivl her - på sigt kommer vi til at reparere hjemmefra”.

Og ved at tage de mindre problemer via distancen kan han også koncentrere sine ressourcer omkring de store nedbrud, som har større konsekvenser for kunden, og på den måde levere den service og kvalitet som vi gerne vil være kendt for hos New Holland.