ET GENERATIONSSKIFTE MED OPGRADERING

Owning Your Brand’s Social Community Drives More Shoppers and Sales

Forårssolen skinnede og frosten bed i kinderne, da Blue & You redaktionen trillede ned ad grusvejen til Smedsgaard Agro, tidligere Thingstrup Maskinstation. En maskinstation der ved årsskiftet skiftede ejer.

Når fire børn står og skal til at overtage den fædrene gård, kan den pludselig godt virke for lille. Familiebedriften skulle fremtidssikres. Så da Ibens forældre stod overfor at skulle lade gården gå videre til de fire børn og muligheden bød sig, besluttede de, at der skulle mere jord til. Familiegården ligger på Lemvig-egnen, et område der er husdyrtæt og dermed gør jord til en mangelvare. Derfor var Thingstrup Maskinstation det perfekte match i forhold til de 1500 hektar jord, der hørte til maskinstationen. Men Iben Johansen, den ældste af de fire børn, besluttede, at de ikke kun skulle overtage jorden og maskinstationen, men at de skulle være til stede i området og overfor de folk der bruger maskinstationen. Det ønske gav Iben førsteretten til maskinstationen, mens hendes brødre henholdsvis har ansvaret for svineproduktionen på knap 1.500 søer i full-line og planteavlen med knap 3.000 hektar. i omdrift. Den sidste bror sidder med som ”silent partner”. Men alt i alt en opdeling, der gav hver af børnene 20% af den samlede virksomhed.


Familiemiddag eller bestyrelsesmøde?

Når man arbejder med søskende eller i det hele taget familie, så er der både fordele og ulemper. Det kan være en udfordring, når den familiære rolle skal lægges væk, og der skal tales forretning. Samtidig må det hele heller ikke gå hen og handle om arbejde. Hertil fortæller Iben halvgrinende om de familiemiddage, hvor emnet lander på arbejde, og hun får medfølelse med brødrenes kærester, der skal sidde og overvære et bestyrelsesmøde. For hendes forældre er langt fra bakket helt ud af driften af gården, og der er altid noget, der skal snakkes igennem eller debatteres, når man driver et landbrug og en maskinstation. Derfor bliver de stille familiemiddage oftest til bestyrelsesmøder, hvor alle lige skal have diskuteret et vigtigt emne i forhold til de mange problemstillinger. ”Udfordringen er at skulle sige, nu er vi ikke søskende, nu er vi forretningspartnere” fortæller Iben, for der vil komme tidspunkter, hvor der skal tages store beslutninger, hvor alle har lige stor stemmeret og hatten med forretningspartnere skal tages på. Men samtidig ser hun også et stort plus i at arbejde så tæt sammen med sine søskende ”Jeg ser det som en utrolig styrke, at have nogle samarbejdspartnere og nogle søskende der brænder så meget for det vi gør, og har det som en fælles passion.”

Maskinstationen

Den første januar overtog familien nøglerne til maskinstationen, og til deres store glæde valgte alle medarbejdere at blive. Noget som Iben er lykkelig for, da de kender maskinerne og kan være med til at lære Iben lidt mere om dagligdagen på maskinstationen. For Iben indrømmer, at det er noget helt nyt for hende, men noget som hun er hoppet ind i med begge ben. ”Det er en erfaringsrejse jeg er kommet på”. Men hun ved godt, at der er en udfordring for hende ved at stå med den manglende erfaring. ”Jeg er blevet målt og vejet af de, som vi har været ude og hilse på samt af medarbejderne.” Det er en erfaringsrejse ind i maskinstationsbranchen, men Iben tænker, at det måske er nemmere for hende at stille de ”dumme” spørgsmål, netop fordi hun er uerfaren. ”Det er nemt for mig, for de er forudindtaget om, at jeg ikke ved det, og 80 % af det ved jeg heller ikke”. Men Iben synes alligevel, at hun er blevet taget godt imod, da hun har været ude og banke på dørene. Samtidig stod de også og skulle til at holde åbent hus på maskinstationen, for at åbne dørene for nuværende og potentielle kunder, så de også havde en mulighed for at komme forbi den anden vej.

Maskinparken består af; 27 traktorer fordelt på gården og maskinstationen, 7 mejetærskere og to pressere- alle sammen fra New Holland. De typiske arbejdsopgaver for maskinstationen, er nok meget lig de arbejdsopgaver som andre maskinstationer har; traditionelle markopgaver, veje der skal ordnes, spuling af dræn, nedsivningsanlæg og andre lignende småopgaver. De 16 medarbejdere der var på maskinstationen, valgte alle at blive efter overtagelsen – til stor glæde og lettelse for Iben og resten af familien. Hvad angår maskinerne var Ibens første svar; ”bare de kører, de er effektive og de er billige”. Men der lå mere til grund for valget end det, Det er jo en grund til, at vi kører med New Holland, det er jo fordi, at vi har et godt forhold til forhandlerne. Det er dem der har den bedste service”. Det er vigtigt med det gode forhold til forhandleren, både når der skal købes nyt til maskinhuset, men især når man står og mangler noget til en maskine, så man kan komme videre med arbejdet.

Rejsen til nutiden

”For mig har det ikke altid ligget i kortene, at jeg skulle hjem og overtage mine forældres bedrift, og slet ikke med det set-up, hvor vi skal samarbejde alle sammen. Det har været den sværeste beslutning for mig at tage og tro på.” Sådan fortæller Iben, da vi spørger hende om fortiden. For selvom overtagelsen af forældrenes bedrift ikke altid har ligget i kortene, så har Iben næsten altid følt passionen for landbruget. Hun havde muligvis en periode i skoletiden, hvor hun drømte om et andet arbejde, men hun endte med at blive faglært landmand, samt studere 3 år på Københavns Universitet til jordbrugsøkonomom – uden at tøve et sekund. 

Men fremtiden med familiebedrift, bestyrelsesmøder om middagsbordet og rejsen med en maskinstation er slet ikke ringe – og vi hos Blue & You glæder os til at følge fremtiden hos Smedsgaard Agro.

Nogle af maskinstationens maskiner fra New Holland