PÅ GADS MASKINSTATION HOLDER MAN IKKE STILLE
SYD FOR RIBE LIGGER GADS MASKINSTATION, HVOR VI HAR AFTALT AT MØDES MED EJERNE PETER OG ANDERS GAD TIL EN SNAK OM MASKINSTATIONEN OG IKKE MINDST DERES IMPONERENDE MASKINPARK, HVOR ISÆR DE STORE T8 OG T9 TRAKTORER FRA NEW HOLLAND TYDELIGT PRYDER LISTEN OVER MASKINER
Vi møder Peter og Anders på gårdspladsen, der byder inden for på kaffe og rundstykker i maskinstationens kontorbygning, der tidligere var landbrugets svinestald.
Der har altid stået blå traktorer i maskinhuset
Landbruget, som maskinstationen ligger på, blev bygget i 1924 af Peter og Anders’ bedstefar, og sidst i tresserne blev stedet overtaget af deres far, som begyndte at køre lidt maskinstation, samtidig med at han drev landbruget. Maskinstationsopgaverne blev dog til mere og mere, og i 1988 blev springet taget til kun at køre maskinstation. Peter og Anders har altid været aktive i driften af maskinstationen, så generationsskiftet har været undervejs i noget tid for til sidst at blive endegyldigt her for nyligt.
Lige fra begyndelsen har der stået Ford, nu New Holland-traktorer i maskinhuset, men derudover står der alle typer af maskiner til at dække almindelige landbrugsopgaver, dræning, gyllekørsel, markbearbejdning og hegnsklipning.
”Vi vil gerne have maskiner til at kunne udføre alle opgaver hele året rundt, så vores kunder ikke ringer forgæves, og vi kan holde på vores folk også i lavsæson”, fortæller Anders. ”Vi har 18-20 faste medarbejdere, og vi tager lidt ekstra ind i majssæsonen”, supplerer Peter. Maskinstationens kunder ligger alle inden for en radius på 20 km. med nogle enkelte afstikkere. ”Vi vil helst køre lokalt”, fortæller Anders. ”Det gør, at vi kan komme, når vores kunder vil have det, hvilket vi altid kan få til at passe. Tillid er vigtigere for vores kunder end pris, og når vores kunder har det sådan, får vi også den typer kunder, der passer til vores virksomhed”, supplerer Anders.
Vores snak med Peter og Anders falder herefter på de store T8 og T9-traktorer, som er en del af maskinparken. Traktorerne blev hovedsageligt anskaffet til specialopgaver som scraper-opgaver, hvor hele marker skal rettes ud med fald til begge sider, drænopgaver og udgravning til gylletanke og andre byggerier – så opgaver der kræver masser af trækkræft.
Samme brugeroplevelse
Brødrene havde ellers tidligere bæltetraktorer til disse opgaver, men de indså efter en periode med lavkonjunktur, at det nok var bedre at udskifte bæltetraktorerne, med de mere alsidige og driftssikre hjultraktorer, men stadigvæk med høj trækkraft. Anders fremhæver traktorens simple betjening, somen klar fordel. ”Den er nem at have flere fører på, da den ikke kræver mere eller anderledes oplæring i forhold til de mindre modeller”, tilføjer Anders.
Samarbejde på kryds og tværs
Samarbejdet med New Holland-forhandleren Schrøders Eftf. M.P. Maskincenter kommer vi også ind på under Interviewet med Peter og Anders. ”Vi har et utroligt godt samarbejde med Schrøders – de ligger tæt på os, og de kan løse alle de opgaver, som vi kommer med. De gennemgår traktorerne om vinteren, og ellers tager vi det løbende”, fortæller Peter. ”Og hvis der sker noget akut i marken, er responstiderne korte, da både maskinstationen og maskinstationens kunder ligger centralt i forhold forhandleren.” fortsætter Peter.
Det stærke samarbejde med MP Schrøders er med til at opbygge Gads Maskinstations rygte om, at når de kommer ud, så kører maskinerne, og de holder ikke stille. ”Gads Maskinstation er et skridt foran, man har serviceret sin maskine, inden at man kører hjemmefra”, påpeger Magne Pagård, der er direktør for Schrøders Eftf. M.P. Maskincenter.
”Samarbejdet med Gads maskinstation går på kryds og tværs, og hvis det er nødvendigt, gør vi gerne lidt ekstra for at få maskinstationen ud at køre igen” afslutter Magne Påagård.